Bibelmaraton

18 September kl. 19-20

Bibelmaraton
BIBELMARATON
 
Bibelen består af to bogsamlinger, Det Gamle Testamente (GT), og Det Nye Testamente (NT). GT indeholder 39 bøger, skrevet af forskellige forfattere over et tidsrum på mere end tusind år. Der er poetiske og erotiske tekster, historisk stof, små noveller, lovsamlinger, ordsprog og profeti. NT indeholder 27 bøger og breve, ligeledes skrevet af forskellige forfattere, men over et væsentligt kortere tidsrum.
 
Bibelen er uden tvivl en af de vigtigste grundpiller i vores kultur – ja, ofte omtales den ligefrem som ”kulturens kode”. Dens tankeunivers har præget os og vores samfund – vores kunst, kultur, moralbegreber og selvopfattelse på en måde, som intet andet enkelt værk har formået. Så egentlig kræver det ingen særlig begrundelse at læse Bibelen, hvis man lever i et land, hvis kultur er rundet af kristendommen. Mange har da også forsøgt – men er gået i stå igen. Det er nemlig et langt sejt træk at komme igennem hele Bibelen – et helt maraton faktisk.
 
Så de fleste kender brudstykker af Bibelen,  men de færreste har læst den fra ende til anden. Ikke desto mindre et det meget udbytterigt at læse den i ét langt stræk. Hvad enten man i forvejen kender Bibelen godt, eller man læser den for første gang, får man et meget bedre overblik, når man ikke læser den i små brudstykker. 
 
Selvfølgelig kunne man spørge, hvorfor man overhovedet skulle bruge tid på at læse sådan nogle ældgamle skrifter? Ville det ikke være bedre at læse noget nutidigt, så man kan forstå den tid, vi lever i nu? Svaret er, at sådan kan man ikke stille det op. Nutidens globale spørgsmål og konflikter er jo et resultat af en meget lang historie, der har sit udspring i bl.a. de jødisk/kristne grundskrifter. Derfor er det netop en god idé at læse Bibelen, hvis man gerne vil have større forståelse for samtidens problemer.
 
Endelig er Bibelen fremragende læsning i sig selv. Den er spændende, hårrejsende og ind imellem ganske bloddryppende. På det punkt står Bibelen ikke tilbage for nogen moderne gyser. Og den savner såmænd heller ikke noget, hvad humor angår. En del tekster er grotesk komiske, mens andre byder på en mere underfundig humor. Samtidig er en heldigvis både smuk og storslået, og mange af teksterne hører til blandt verdenslitteraturens allermest berømte.
 
Bibelmaraton er et tilbud om at læse Bibelen sammen med andre efter en forud fastlagt læseplan, der strækker sig over to sæsoner (der holdes ferier). Man læser et stykke hjemme, og hver tredje tirsdag mødes vi så i Brylle sognehus kl. 19.00, hvor vi taler om det stykke, vi netop har læst, og jeg fortæller om det stykke, der skal læses til næste gang. Møderne vil vare ca. en time.
 
Så hvis man har lyst til at gå ombord i verdens mest berømte bog, så bare mød op. Der udleveres læseplan første gang.
 
 
MØDEDATOER EFTERÅR 2018 – FORÅR 2019:
 
 
SEPTEMBER : Tirsdag 4. september kl. 19.00 m. Birgitte Stoklund Larsen + 18. september (Bemærk! kun to uger efter mødet m. Birgitte)
 
OKTOBER:  9 + 30
 
NOVEMBER: 20
 
DECEMBER: 11
 
JANUAR: 8 + 29
 
FEBRUAR: 19
 
MARTS: 12
 
APRIL: 2 + 23
 
MAJ: 14
 
JUNI: 4 + 25